Værdier & Arbejdsform

Menneskers ressourcerige og kreative måder at tackle vanskelige livsvilkår på - er en vigtig inspirationskilde samt indgangsvinkel i mit arbejde med personer, som på særlige tidspunkter af deres liv og af forskellige grunde føler behov for psykologisk bistand.

Lilla blomst

Åbenhed og ydmyghed for den enkeltes egne værdier og ressourcer er afgørende for at få fokus på forandring, - og jeg har erfaring for, at der med disse midler i det terapeutiske samarbejde kan opnås en vægtning af personlige handlemuligheder, så der opleves mulighed for reelle nye valg.

Menneskelige værdier

I mit terapeutiske arbejde tager jeg således udgangspunkt i eksistentielle menneskelige værdier, som mening, håb og tro, - ligesom bearbejdning af vrede, afmagt, skyld og sorg er vigtige elementer i det fælles arbejdsrum.

Der vil løbende ske en afvejning i valg af arbejdsformer, i forhold til den enkeltes interesser og måder at udtrykke sig på. F.eks. kan det, at udtrykke sig ved at tegne, skrive samt arbejde med kropslig spænding/afspænding/åndedræt ofte fremme og udvide den proces, som samtalen udgør.

Arbejdsformer

På baggrund af mange års erfaring er mit terapeutiske arbejde inspireret af forskellige teoretiske såvel som praktiske principper:

  • Kognitiv psykologi
  • Psykodynamisk tradition
  • Eksistentiel psykologi
  • Kropsdynamiske principper

Ovenstående er i korte vendinger det mest betydningsfulde i grundlaget for mit arbejde. Samlet udgør dette et bredt fundament for at arbejde med menneskelige problemstillinger.